Vestgeorgien og Østtyrkiet

Egentlig havde planen været at tage til bjergbyen Mestia, men vejrudsigten og transportmulighederne drev gæk med os, så vi må arrangere et sommerbesøg i Georgien senere i livet. I stedet tog vi direkte til Batumi, en større havneby ved Sortehavet, der både har været græsk, romersk og alt muligt, og nu er en kasino- og badeby fyldt med højhuse og turister. Vejret var fantastisk, men stemningen var ikke så georgisk, at gjorde noget. Faktisk føltes det – hvis man så bort fra den gamle bydel – lidt som at have forladt Georgien til fordel for hvad flere har beskrevet som sovietisk Dubai. Det rigtige Dubai er nok egentlig ret sovietisk også, men måske en slags fattigere, sovietisk Dubai så. Der var dog heldigvis andet i byen end strandhoteller og kasinoer. Man kunne f.eks. spadsere på en mange kilometer lang boulevard langs stranden og beundre udsigten og flere af Batumis vartegn som den bevægelige statue Ali and Nino, alfabettårnet og et bette fyrtårn.

Hvis man befinder sig i Batumi, bør man besøge den botaniske have (ellers kommer man hurtigt til at løbe tør for aktiviteter). Her kan man let bruge et par timer på at vandre rundt blandt træer, blomster og gadehunde. Så det gjorde vi.

Herefter var det tid til igen at jage sovietiske mosaikker og frieser, for dem var der gudskelov også nogle stykker af, selv om flere er blevet fjernet. En uskik! De adskilte sig fra tidligere mosaikkerne i Tbilisi ved generelt at have havtema. Ham Poseidon er de bare glade for i Batumi. Delfiner er også populære, og vi så endda en flok vilde af slagsen på en af vores vandreture på strandboulevarden. De har desværre også et ekstremt populært delfinarium, men det undrer jo ingen, når man tænker på, hvor de fleste turister i det her tidl. USSR-land kommer fra. Ahem.

Heldigvis havde vi lejet en hyggelig lille lejlighed, så når vi ikke gad vade mere rundt i Batumi, var der rig mulighed for at slange sig i sofaen med et glas vin.

Der foregår ekstremt meget byggeri i Batumi. Det på trods af, at der står en hel del hoteller, badelande, tivolier og højhuse tomme. Coronaen ser ud til at have taget livet af en lange række projekter. Men selv om de bygger en masse kønsløse højhuse, så er der da nogle, der synes, at nye byggerier også gerne må se lidt ældre ud. Fx den her fabelagtige og ret nye bygning midt i Batumi-centrum.

Efter Batumi var det tid til at sige farvel til Georgien. Vi havde elsket det meste af vores tid her på trods at regnvejr og temperaturer noget under det, vores medbragte tøj er beregnet til. Georgien har lidt af det hele – spændende historie, fantastisk natur, lækker mad og vin, venlige mennesker og politisk uro. Og så er det en ganske budgetvenlig feriedestination, vi absolut kun kan anbefale.

Men vi havde booket billetter til en 26 timers togtur igennem Tyrkiet fra øst til vest, så vi måtte finde vej over grænsen til den tyrkiske by Kars. Timevis af research havde fortalt os, at grænseovergangen ved sortehavet (Sarpi – Sarp) generelt er det totale kaos, så lettere nervøse stod vi frygteligt tidligt op i håb om at komme over tidsnok til at nå en bus fra Hopa til Kars. Vi fangede hurtigt en Bolt (ligesom Uber), der satte os af ved grænsen. Heldigvis var køen ikke nær så lang, som den nogle gange er, men køkultur er ikke en ting i Georgien. Vi måtte mase os frem i den mest tåbeligt designede paskontrol, vi indtil nu er stødt på, men kom over på rekordtid. På den tyrkiske side fandt vi hurtigt en minibus og fik forklaret, hvor vi skulle hen, selv om meget få taler engelsk i den del af landet. Ca. 20 minutter senere stod vi på den regnvåde og lettere trøstesløse busstation i Hopa, hvor vi skulle vente i 4 timer på vores bus til Kars. Hellere komme 4 timer for tidligt end 1 minut for sent, trods alt. Tiden gik ok hurtigt, og snart kørte vi igennem de tyrkiske bjerge. Pladsen i bussen var trang, men turen var smuk, og der blev gjort flere længere ophold undervejs.

Sidst på eftermiddagen landede vi i Kars. Det var en blandet fornøjelse, og generelt ville vi nok ikke anbefake byen som andet end et stop, hvis man skal med Dogu-ekspressen, som vi skulle. Det hjalp ikke på det, at vores hotel var ganske under de fleste standarder, maden i byen generelt gåse- og oksebaseret (sund kost er en seriøs udfordring i det hele taget), og det regnede helt uhyrligt meget den første aften. Det gjorde det nok heller ikke bedre, at vores eneste udflugtsmål i området- middelalderbyen Ani – blevet spoleret af en udebleven bus og et par svindlertyper, der forsøgte at prakke os transport på til ågerpriser. Så vi brugte det meste af tiden på at vente, proviantere og desperat forsøge at finde mad. Men vi gik også en lille tur op til Kars’ slot, for regnvejret var heldigvis ovre. Her mødte vi en flok gæs.

Og så var det endelig tid til et af turens højdepunkter og den eneste grund til, at Tyrkiet overhovedet kom på vores rejseplan: Dogu-ekspressen fra Kars til Ankara. Mere om det i næste afsnit.