Danmark

Tilbageblik tilbage i Danmark

Nu har vi efterhånden været hjemme i Danmark i en halvanden måneds tid. Det er lidt med blandede følelser, men vi er kommet fint på plads i vores lejede rækkehus i Lisbjerg, Buffy-katten er flyttet hjem, og juletræet er pyntet, så det er ikke så skidt.

Da vi ikke var heeelt på plads endnu.

Men vi syntes alligevel, der lidt manglede en slags afrunding her, og vi er igen og igen (forståeligt nok) blevet spurgt om de bedste steder, den bedste mad osv. Så her kommer lidt top-lister fra vores færden i 2024 – dvs tidligere rejsemål er ikke inkluderede, selv om de snildt kan være bedre.

Bedste lande for madelskere:
1. Georgien. Sjældent har vi fået så høj kvalitet til prisen, så stort et udvalg af vegetarvenlige retter og så latterligt gode råvarer. Og vinen, åååh vinen!
2. Mexico. For ingen penge kan man fylde sig med de lækreste tacos og tortas. Sundt er det ikke, men gud hvor lækkert.
3. Thailand. Streetfood, thai-te/kaffe og lækre frugtsmooties til nul og niks. Men det er næppe overraskende for de titusindvis af danskere, der opdagede Thailands fortræffeligheder før os.

Vi laver ikke værste-lister, men som vegetarer må vi lige nævne, at Sydkorea uden sammenligning var det værste land at forsøge at finde mad i, når man ikke spiser kød. De har en uden tvivl vild madkultur og alle BBQ-stederne duftede fantastisk. Men vegetarismen er stadig meget lidt ubredt. Og de hader morgenmad.

Bedste lande for naturelskere:
1. Peru. Andesbjerge, jungle, floder, Stillehav, ørken. Her er lidt af det hele.
2. Thailand. Vi har set meget smuk natur på rejsen, men Thailand med deres jungle, palmestrande og azurblåt vand. Jaja, alle vidste det før os – det er svært at slå Thailand.
3. Sri Lanka. Okay, vi var ikke generelt store fans af landet, men naturen lader sig ikke fornægte. Og man kan se så mange dyr.

Bedste lande for historieinteresserede:
1. Georgien. Der er så meget interessant efterladenskab fra soviettiden.
2. Albanien. Kommunisthistorien var allestedsnærværende og vildt fascinerende.
3. Peru. Hvis man kan lide arkæologi, er der efter vores mening få lande, der når Peru til sokkeholderne.

Bedste lande for kageelskere:
1. England. De opfandt den store bagedyst, come on.
2. Georgien. Det er billigt og lækkert.
3. Albanien. Det ligner lidt Georgien på det punkt.

Bedste aktiviteter:
1. Sydkorea. At stå og se i kikkert ind i Nordkorea var en surrealistisk og vild oplevelse.
2. Peru. Vandretur i Andesbjergene var fantastisk, men ATV-turen var pisse sjov.
3. Thailand. Tigercave-trapperne er ret turistede, men vi snakker stadig regelmæssigt om, hvor vanvittig en tur det var.

Bedste byer:
1. Bangkok. Vi er ikke bymennesker generelt, men her kunne vi bo. Larmende, autentisk og helt igennem fabelagtig by. Hvem der var der lige nu.
2. Prag. Den gamle by er måske lidt overbefolket, men man skal ikke langt ud, før det er rolige boligområder med fantastisk arkitektur, parker overalt og hyggelige spisesteder. Vi elsker Prag.
3. Seoul. En smuk og bizar blanding af skyskrabere og små, snørklede bjerglandsbylignende veje.
(Bobler: Cusco, mage til beliggenhed og historisk arkitektur skal man lede længe efter)

Største overraskelser:
1. Tbilisi, Georgien. Her er overraskende meget at lave, det er let at komme rundt, der er kort til bjerge og andre interessante byer. Og maden, har vi nævnt maden?
2. Dresden, Tyskland. Hvem skulle have troet, der ville være så flot, hyggeligt og naturskønt i og omkring Dresden?! Måske I, men i hvert fald ikke os.
3. Skopje, Makedonien. Gigantiske, splinternye statuer, hyggelige gaderestauranter og gåture langs floden. Vi anede ikke, hvad vi gik ind til, så det havde nok været en overraskelse uanset.

Bedste lande i det hele taget og allerstørste rejseanbefalinger til alt og alle:
1. Georgien. Georgien er måske ikke længere en uopdaget perle, men der er stadig ikke ret mange turister. Det går dog kun én vej. Så hvis man vil opleve landet, før det bliver helt vildt, så er det nok nu. De aktuelle uroligheder påvirker næppe turisterne, så næste forår/sommer er det altså bare af sted.
2. Albanien. Samme historie – 0 turister for 10 år siden, og nok horder af dem om 10 år. Lige nu er priserne stadig tåbeligt lave i forhold til kvaliteten. Infrastrukturen efterlader lidt tilbage at ønske, men det må I tage med, for derned skal I. Der er direkte fly fra KBH fra i år. Ikke at vi skal opfordre til at flyve eller noget. I kan også bare køre.
3. Thailand. Haha, idiotisk, alle ved det. Thailand er en af danskernes absolut foretrukne rejsedestinationer. Det er der en grund til. Det er ikke kun kedelig all-inclusive badeferie. De har alt. Og det er de venligste mennesker i hele verden.

Og til sidst får I lige en top 3 over indsigter, erfaring eller hvad man nu vil kalde det:
1. Mennesker er generelt venlige og hjælpsomme. Vi har nærmest ikke oplevet uvenlighed, forsøg på svindel eller tyveri. Vi har til gengæld mødt ekstrem meget generøsitet og hjælpsomhed fra folk, der har meget mindre end os.
2. Mange lande er så fattige, at sådan noget som genbrug, bæredygtighed, kollektiv trafik eller nedbringelse af mængden af engangsplast er milevidt fra deres bevidsthed. Hvad nytter det at sortere plastik i Danmark, hvis samtlige indbyggere i Thailand bruger og kasserer 8 plastikposer på madmarkedet hver dag?
3. Man kan ikke forudse, hvordan rodløsheden og hjemveen påvirker én, før man er af sted. Man kan pludselig blive ramt af en hjemve så stærk, at man har lyst til at opgive det hele. Man kan få en decideret eksistentiel krise af den manglende struktur, eller bare stress af at skulle planlægge, beslutte og booke i ét væk. Uanset hvor mange 3-4 ugers rejser, man har været på, er det umuligt at forudse hvordan en længere rejse påvirker én. Der er kun én måde at finde ud af det på, så kom hellere af sted.

Måske det her er slutningen på bloggen. Måske der kommer flere praktiske oplysninger. Indtil videre bliver budgetinfoen opdateret (spoiler: vi var i gennemsnit 0,66 amerikanske dollars under det forventede dagsbudget), og så må vi se, hvad fremtiden bringer blog-mæssigt. Ude i virkeligheden bringer den inden længe arbejde og hverdag, men heldigvis er det lige nu stadig den bedste tid på året, og om lidt er det jul.

Så rigtigt glædelig jul derude og godt nytår. Må 2025 bringe alle mulige former for eventyr.


6 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *