Tilbage til Thailand

Hurra! Endelig tilbage i Bangkok, vores absolutte favoritstorby, og vi kunne ånde lettede op, selv om luftkvaliteten ikke fordrer alt for dybe indåndinger. Vi ankom tidligt om morgenen og tjekkede groggy ind på vores hostel. Her gik de første par timer med panik over en nyindkøbt flaske Whiskey, Morten havde glemt i Grab’en (ligesom en Uber). Alt endte dog lykkeligt senere samme aften, da chaufføren vendte tilbage med flasken. Hvor mega flinkt er det ikke lige?! Efter et par timers søvn var det tid til en tur på møntvaskeriet. Her fejlfortolkede vi en seddel på vekselmaskinen og gik derfor i 7-Eleven for at veksle til mønter. Vi forsøgte at få dem til at veksle et par 20-sedler, men det ville de ikke. Nå, fint nok, vi vekslede en 100-baht i stedet. Tilbage på vaskeriet manglede vi imidlertid et par mønter til, og fik hjælp af en sød kunde, der kunne fortælle, at vekselmaskinen ikke var i stykker, som vi troede. Her forsøgte vi igen med en 20-seddel, der bare blev slugt. Vi fik fat i en medarbejder og forsøgte at forklare, hvad der var sket. Vi havde en 20’er mere, vi forsøgte at illustrere med. Medarbejderen rystede hjælpeløst på hovedet. Vi var helt uforstående, for maskinen burde tage 20ere! Igen forsøgte vi at forklare, at den havde slugt sedlen uden at give os mønter. Efter lidt mere frem og tilbage nærstuderede vi sedlen og indså, at vi havde forsøgt at veksle srilankanske rupees til baht – til stor moro blandt de andre kunder. Vi gik ikke i den 7-Eleven igen, men tøjet blev vasket.

Til vores første ophold i Bangkok, valgte vi det meget turistede og bekvemme Sukhumvit. Her var der tonsvis af offentlig transport, restauranter, indkøbscentre, festgader og alt det, vi vesterlændinge kan li’, wink wink. Denne gang besluttede vi at flytte os et godt stykke væk og bookede et hostel i Riverside på den “forkerte” side af floden. Vi var bestemt ikke de eneste turister i området, men det var meget mere lokalt med små, hyggelige gader, fortorvsrestauranter og langt til Metro/Skytrain. Vi morede os gevaldigt med at tage den lokale, røde bus, hvor vi ikke så ene eneste anden hvid person. Busserne er gamle og stopper knap nok helt, når passagerer skal af og på. Til gengæld koster de under 2kr per tur. Og man får set meget mere af byen end med de fancy tog. Vi er i hvert fald fans! Derudover ligger Riverside perfekt til at tage rutefærger på kryds og tværs af floden. Det var smart, da vi skulle over og besøge Asiatique, et kedeligt restaurantområde med pariserhjul og party-krydstogt-afgange. Men dog med en helt fantastisk udsigt over floden og Bangkok.

Vores eneste anden rigtige turistdag var, da vi følte os tvunget til at besøge The Grand Palace. Her kan man se den nationale Buddha-figur, som er lavet helt af smaragd, og et gigantisk palads, hvor kongen engang boede. Det koster 100kr per person at komme ind, og det er altså en ret høj entrepris for Thailand! Og det er overhovedet ikke det værd. For den slags penge kan man indtage et overdådigt måltid på en Michelin-anbefalet restaurant, og så undgår man også at svede helt så ekstremt meget. Anbefaling herfra: se den store guldbuddha i stedet – det er hurtigere, billigere og meget mere imponerende.

Resten af tiden brugte vi på at slappe af på vores meget hyggelige hostel og vandre rundt i indkøbscentre på jagt efter ting, vi aldrig rigtigt fandt. Riverside føltes næsten som hjem, da vi efter en lille uge igen måtte tage afsked med Bangkok. Men mon ikke vi kommer tilbage igen engang i fremtiden. Vi er i hvert fald smaskforelskede.

Toget tilbage i tiden

Fra Bangkok tog vi toget en lille time nordpå til Ayutthaya, hovedstaden i Siam fra ca. 1350 til 1767. Her har de en masse ruiner at lure på. Charlotte havde, efter over 2 måneders rejsen, endelig fanget sig en gang norovirus, men vi slæbte os alligevel af sted på en meget fin cykeltur blandt ruinerne. Vi skulle jo lige se det berømte Buddha-hoved i rødderne. Egentlig havde vi forsøgt at udskyde turen til næste dag, men var for sent ude. Det var nok fint, for aftenen efter cykelturen var virussen rejst videre til Morten. Så den næste dag blev tilbragt på hotellet i Ayutthaya. Vi fik derfor kun set de 2 vigtigste ruiner, men det er jo bedre end 0 ruiner. Byen selv er hyggelig, men meget stille. Der er dog flere kaffesteder, end man nærmest kan forestille sig.

Og så var tiden endelig kommet til en af de helt store backpacker-ritualer i Thailand (også selv om vi rejser med kuffert): nattoget til Chiang Mai! Mere om den tur, Chiang Mai og Songkran-festlighederne i næste afsnit.

Epilog og Sri Lanka-overvejelser

I skrivende stund har vi været i Thailand i et par uger og har tænkt lidt over vores Sri Lanka-oplevelse. Selv om det har fremgået, at vi ikke var vildt begejstrede for Sri Lanka generelt, har det nok ikke været tydeligt, hvad vi ikke brød os om. Så for interesserede kommer her en slags liste over ting, vi kunne li’ og bestemt ikke kunne li’ ved den dråbeformede ø:

Vi kunne ret godt li’:

• Naturen! Bjerge, vandfald, paradisiske kysttrækninger, palmer en masse. Hvis man skal tage til Sri Lanka, skal man 100% gøre det for naturen.
• Dyrelivet. En del af naturen, men de fortjener deres eget punkt. Elefanter, fjollede aber og gigantiske påfugle overalt. Man kan dog blive lidt træt af påfuglenes højlydte skrig tidligt om morgenen, men de store blå fugle i toppen af palmerne er noget af et syn. Og så er der også alle mulige fascinerende havdyr.
• At køre rundt i tuktuk. Den sindssyge trafik til trods, havde vi det ganske morsomt med at futte rundt i tuktuk’en, og man får virkelig set et land, når man kører i åben vogn med 40 i timen.
• Ella. Turistet, ja, men Ella får lige et skulderklap for restauranterne og hyggen (i dagstimerne i hvert fald).

Vi kunne ikke ret godt li’:

• Beskidtheden. Vi har fuld forståelse for, at menneskene lever i dybere fattigdom end mange andre steder, vi har været. Corona efterfulgt af næsten statsbankerot. Men det gjorde det ikke lettere at udholde, at så stor en del af butikker, kiosker, restauranter, hoteller etc. er så beskidte.
• Sexismen. I Sri Lanka er kvinderne generelt højtuddannede, men mændene får de højtbetalte jobs (og åbenbart de fleste andre også), så kvinderne må gå hjemme og passe børnene. Det betyder, at man ikke ser ret mange kvinder på arbejde i butikker og restauranter. Alt bliver drevet af mænd. Måske renligheden på etabilissementerne hænger sammen med, at alle medarbejdere er unge mænd? Eller måske den overvejelse også er lidt sexistisk.
• Mørket. Der er ikke ret meget gadebelysning, for elektriciteten er dyr og ustabil, så gaderne er meget mørke om aftenen og befolket af større grupper mænd, der ligesom bare står og hænger ud og stirrer. Kvinderne er jo derhjemme. Det gør det hele lidt utrygt. Især hvis man håber på aftenmarkeder og liv i gaderne som i Sydøstasien. Det får man ikke.
• Gadehundene. De bliver bare ikke altid behandlet ret godt.
• Grådigheden. Vi forstår det godt – de er desperate for at brødføde deres familier. Men så mange steder forsøger at lyve om priserne eller presse os til at købe tuktuk-ture til et supermarked 100 meter væk. Takker man pænt nej, risikerer man, at de bliver noget mere pågående og af og til endda truende. Det er bare ikke særligt rart at rejse i. Den venlighed, vi havde læst så meget om, må være udvandet af de økonomiske problemer.
• Maden. Vi fik ok indisk mad. Den srilankanske består mest af forskellige brød-retter, oftest stegt med lidt løg, ost, kartofler og/eller kød. Det er meget lidt næring for kalorierne.
• Kaffen. Seriøst. Vi er ikke for fine til instantkaffe, men instantkaffen i Sri Lanka var nærmest bare grums i kogt vand.
• Priserne. På alt. Meget for høje ift. kvaliteten.
• Trafikken. Den er sindssyg, sådan er det bare.

Konklusionen herfra må være, at der findes meget bedre destinationer, hvor man kan få alt det, Sri Lanka har, og meget mere til samme eller lavere pris.