Tilbage til EU og ud igen
Normalt er der et nattog fra Istanbul til Sofia, men efter flere besøg på stationen i Istanbul, fandt vi ud af, at det ikke kørte, og ingen kunne sige, hvornår det kørte igen. Så vi kunne se frem til 9 timer ombord på en bus. Bussen var heldigvis meget behagelig og kun halv fyldt, der blev udleveret vand og kaffe, så det var ikke så slemt igen. Det var heldigt nok, for turen endte med at tage ca. 11 timer. Hvem skulle have troet, det ville tage så lang tid at komme over Europas travleste landegrænse?! Da vi endelig var kommet igennem og havde kørt i 10 minutter, blev bussen stoppet på motorvejen af en politiflok, der skulle inspicere samtlige kufferter. De ville gerne klemme på alt Charlottes tøj og var noget interesserede i Mortens kontaktlinser. Det fik vi også lidt tid til at gå med. Senere igen blev vi alle gennet ud af bussen på en busstation med beskeden om, at der var 15 minutters pause, hvorefter bussen prompte kørte sig vej og først vendte tilbage en lille time senere. Det var en anelse for spændende til vores smag, men 2 timer efter ventet ankomst kunne vi endelig flade ud foran TV’et i vores lille lejlighed i Sofia med pizza og sodavand.
Første formiddag i Sofia bød på en guidet gåtur rundt i byen. Sofia er en laber blanding af romerske ruiner, kommunistisk arkitektur og alskens religiøse bygninger. På et af torvene kan man endda se en moské, en synagoge, en ortodoks kirke og en katolsk kirke på én gang! Helt uden blodbad og den slags. Vildt nok. I Bulgarien har de også en prins, der efter eksil vendte hjem og blev valgt til premiereminister. Vi lærte mange interessante, små historiske bidder, som måske kan udnyttes i et slag Trivial Pursuit en dag. Ellers gik dagene mest med at spadsere rundt i de små gader, spise is og kigge på museer. Nåja, og så omsider en tur i IMAX for at se Furiosa. Faktisk var Sofia også kun en mellemstation mellem Tyrkiet og Nordmakedonien, så der blev ikke bedrevet så meget. Men vi spiste café-morgenmad for første gang i 1½ måned! Lækkert!
Og så fik vi taget et par billeder af de større turistattraktioner, som man garanteret ikke kan finde bedre billeder af på Google eller noget.
Og så var det tid til endnu en bustur. Både del 1 og del 2 af vores Balkan-plan involverer busture ca. hver 3. dag, og det kan egentlig godt være, det kommer op til revision. Ikke at turene er forfærdelige, men det er måske lige rigeligt. Uanset, sprang vi på endnu en bus, denne gang til Skopje i Nordmakedonien. Overraskende nok blev turen længere end forventet, da chaufføren ved grænsen ikke kunne få åbnet et af opbevaringsrummene udenpå bussen – som om han ikke kører den tur hver eneste dag altså. Så vi måtte pænt vente en times tid på, at de opgav og lod os køre videre. Måske chaufførgutten havde et og andet at fejre den aften…
Vi havde kun 2 hele dage i Skopje. Den ene blev brugt på endnu en guidet gåtur med div. historiske godbidder. En sjov ting ved byen er, at man fra 2009 til 2014 brugte tonsvis af penge på at få byen til at se mere klassisk ud ved at opføre 120+ statuer og monumenter. Mange af dem totalt overdimensionerede. Det giver byen et lidt kunstigt og underligt udtryk, men det er nu en vildt hyggelig by alligevel. Den gamle bazaar ligner en total turistfælde med isboder, souvenirbutikker og fortorvsrestauranter overalt. Eller hvad man nu kalder restauranter i et område, hvor alt er fortorv? Bare restauranter? Uanset, så er det ikke en turistfælde overhovedet, og langt de fleste besøgende er lokale. Så her fyldte vi os med red bull-is, lokale retter og makedonsk rødvin. De lokale retter minder en hel del om de georgiske – altså salater med tomater og agurk, bønnegryder og ostebrød – så det var ok lækkert.
I 1963 blev 80% af byen jævnet med jorde af et jordskælv, og så strømmede det til med soldater fra Rusland og USA (også Tyskland og mange andre lande), og side om side arbejdede de på at redde Makedonerne, sætte lejre op og bare generelt at være nogle guttermænd i nødens stund. Se, det er næsten ligesom den plads med alle religionsbygninger i Sofia, hva?
Der findes 2 berømte makedonere, men kun den ene er fra Skopje: Moder Teresa! Ja, der kan man sgu bare se. Hun blev først kendt i Skopje, da hun fik Nobels Fredspris. Hvis det er det, der skal til, er det ikke så underligt, de ikke har flere berømtheder. Den anden er selvfølgelig Alexander den Store (jaja, fra den græske del af Makedonien). Han er måske nok den bekræftende undtagelse fra Fredsprisreglen.
Vores anden hele dag i Skopje blev brugt på at sørge over tabet af vores elskede kat, Oberst. Det gider vi ikke bruge alt for meget energi på at fortælle om her, men det er selvfølgelig hårdt, at vi mistede ham uden at kunne sige rigtigt farvel. Til gengæld var hans plejefar og nye perleven, Morten (en anden Morten), hos ham til det sidste. Så Obersten kom herfra i armene på et menneske, der også elskede ham. Det var alt om den sag. Og det var også alt fra Skopje – en spøjs, hyggelig og drønvarm by, hvor folk taler godt engelsk, ryger konstant og holder hornet i bund.
Tro det eller ej, det var nu tid til en bustur! Mere om det i næste afsnit.
