Sri Lanka part 2

Endelig ankom vi til Ella. “Ugh, Ella’s so touristy”, sagde vores franske B&B-vært i Kandy, så vi glædede os! Og han havde ret. Turisterne syntes at være i overtal, og vi mødte utallige tuktuk-kolleger. Caféerne havde vestlig kaffe, smoothie-bowls og avocadotoast – perfekt! Jaja, man skal besøge lokale spisesteder, komme af den slagne vej og alt det, vi ved det. Men efter at have spist srilankansk morgenmad i en uge (toast, pandekager og andet brød) og karry, kottu (mere brød) eller stegte ris til næsten samtlige andre måltider, har man altså bare brug for noget med friske grøntsager, ok?! Så vi sluttede os glade til de vestlige horder og fyldte os med turistmad på caféer, der kunne have ligget på Nørrebro. Tror vi.

Ella har dog også andet at byde på. Området er kendt for vandreture, så dem tog vi et par stykker af. Den lange af dem, Ella Rock, var en fabelagtig tur først ad jernbanen, så op igennem te-marker og til sidst en hidsig omgang vertikal sten-vandring igennem skov.

Vi var blevet advaret om svindlere, der forsøger at lede folk på afveje for derefter at tage penge for at få dem på rette spor igen. Vi mødte heldigvis kun 1 af slagsen, og hun havde ikke heldet med sig. De 2 gange, vi gik forkert, var udelukkende vores egen skyld, så det tjente ingen på. Dog tjente nogen noget på “entre” til udsigtpunktet på toppen. Der er for nyligt indført betaling, og det bliver man først informeret om, når man er ca halvvejs på turen. Snedigt nok. Srilankanerne gør, hvad de kan for at komme ovenpå efter krisen, det må man give dem.
Det var dog pengene værd.

Dagen efter stod vi tidligt op for at nå en anden vandretur (Little Adam’s Peak), mens det stadig var nogenlunde udholdelige temperaturer. Vi havde læst, at det var en tur på ca 3 timer, så vi tog af sted ved 7-tiden. Turen tog en time og var brolagt, så der blev busset tonsvis af russere ind. Udsigten var dog ok, og vi nåede tilbage inden smoothie-bowl-stedet åbnede.

Temaet for vores udflugter i Sri Lanka er åbenbart at klatre op på én klippe for at se på en anden klippe og omvendt.

En af de helt store attraktioner i Ella er toget. Eller i hvert fald togturen til/fra Kandy, hvor man kører over den meget berømte Nine Arches-bro. Togturen droppede vi til fordel for tuktukken, men den flotte bro skulle vi da lige lure på.

Ved broen sad der en ældre mand og solgte “Mango-penis”. Måske mente han peanuts. Vi købte intet for en sikkerheds skyld.

Sidste dag i Ella (ja, det bliver lidt detaljeret nu, men forvent ikke dagsrapporter fremover) bød på tåge og øsende regnvejr, så vi fandt omsider ud af, hvorfor så mange hotelanmeldelser omtalte fugtighedsniveauerne på værelserne.

Så vi var ikke vildt kede af at skulle videre. Især ikke forbi næste dag var B35-dag! B35 er en vej, der skærer tværs igennem Yala Nationalpark, og som er berømt og berygtet for de store hanelefanter, der har lært, at mennesker tit har vandmeloner i bilen. Vi var spændte og nervøse, og der gik heller ikke lang tid, før vi mødte vores første, gigantiske hanelefant. Vi ventede pænt på en lastbil, der kom og fik os og en anden tuktuk forbi, dog ikke før elefanti havde spottet vores åbne vogn og stilede direkte imod os. Vi nåede dog forbi i ét stykke, selv om en udstrakt arm kunne have skabt snabelkontakt.

Man kan overveje, om den slags tilfældig, bevidst nærkontakt med vilde elefanter er helt etisk, når de lærer at søge efter mad i bilerne og tit har heldet med sig. Flere af de andre tuktukkere måtte aflevere frugt for at slippe væk. Måske det er svært at holde elefanterne helt vilde på den måde. Og så kan det være pænt farligt, for de kan tippe en tuktuk på under 1 sekund. Vi gør det i hvert fald ikke igen.

Vel fremme i Tissamaharama (mega sjovt navn) tog vi fluks – efter endnu et latterligt regnskyl – ud for at se på titusinder af flyvende hunde drage på madjagt over Tissa Lake (haha). Det er svært at tage gode billeder i tusmørke, så man må delvist tænke sig til det. Tro os, der var forpulet mange. Det er ikke for sjov, at den der scene i Indiana Jones and the Temple of Doom med flagermusene er filmet i Sri Lanka. Det er det meste af filmen vist egentlig.

Fra Tissa gik turen, som mest foregik på flersporede og ganske dødssyge veje uden elefanter, endelig til sydkysten. Første stop er Dikwella og Hiriketiya Beach, hvor der skulle være god surfing og bedre vibes. Vi får se!