Mad, Kutaisi og mere mad

Pad Thai i Thailand, barbecue i Korea, karryretter i Sri Lanka og stegte ris overalt. Selv om der var meget mad at opdage, havde vi i Asien generelt en idé om, hvad der ventede. Men hvad pokker spiser man i Georgien, og er der overhovedet vegetarmad at få? Vi anede det simpelthen ikke. Men efter 2 uger i landet må vi sige, at vi er blæst bagover af det georgiske køkken. Alt er lækkert – det er ikke uden grund, at Georgien er det mest overvægtige land i Europa – og der er bemærkelsesværdigt mange af deres traditionelle retter, der er vegetariske eller veganske som udgangspunkt. Her er meget brød og ost, men klimaet gør også, at der kan dyrkes alt muligt lækkert frugt og grønt. Samtidigt importeres der tonsvis af nødder. Vi er nærmest arrige af misundelse over deres grøntmarkeder. Her kommer nogle af vores favorit-retter:

Khachapuri: Forskellige former for brød med fyld af ost og/eller urter. Den mest berømte er Adjarian-versionen, som er formet som en båd og har et æg og en ordentlig smørklat på toppen. Vi elsker også lobiani, der er lidt som en kachapuri bare med bønner i.
Georgisk salat: Tomat (bedre end nogen tomat, vi har mødt i DK), agurk og løg i det mest fantastiske valnøddesnask. Ubeskriveligt godt.
Ojakhuri: Mortens favoritkartoffelret i lerfad med andet grønt og evt. svampe.
Mexikanske kartofler: Det er bare krydrede kartofler, men holy moly! Eller… Qué padre!
Bønner i lerpotte: Bønner i en lerpotte med bastant majsbrød (tror vi) og div. sylterier.
Pkhali: Forskellige småretter, fx gennembanket aubergine med valnødder og granatæble, eller spinattoppe med granatæble. De har så mange granatæbler her.

En anden ekstremt populær ret, der kan fåes på nærmest alle restauranter, er khinkali, som er dumplings, der traditionelt spises med øl til. Vi er ikke fans, så dem får I ingen billeder af. Men generelt kommer vi virkelig til at savne den georgiske mad. Tyrkiet, som er næste land på listen, har noget at leve op til.

Og så er der al vinen. Den er lækker, billig og ekstremt uprætentiøs. Den serveres ofte i mindre vinglas, helt til kanten, og “vi nipper ikke til vinen her”, som en guide fortalte os. Så det forsøger vi naturligvis at undgå. Samme guide lærte os udtrykket “shemomedjano”, som er, når man ved en fejl kommer til at spise alt for meget, selv om man er mæt, men det er madens skyld, fordi den var så lækker.

Men vi har faktisk lavet andet end at spise her i Kutaisi, som vi ankom til med toget efter 9 dage i Tbilisi. Vi blev læsset ud direkte på skinnerne og ventede pænt en halv times tid på en taxa, der kørte os til den fineste lille lejlighed i centrum. Her kunne man bo i månedsvis, for der er både et lille køkken, vaskemaskine og et stort TV med både Netflix og Amazon Prime. Og så er der udsigt til ikke mindre end 2 fabelagtige konditorer fra altanen. Der er også udsigt til Kaukasus, og nu ved vi ikke helt, hvordan vi kan leve resten af vores liv uden at vågne til bjergudsigt.

Vi kan også med stolthed berette, at vi nu omsider har prøvet at køre med marshrutka, de lokale minibusser. De er billige, kører ofte og er af meget svingende kvalitet og sikkerhedsniveau. Men for en kort tur tog vi chancen. For 5kr hver kom vi hurtigt til den lille by Tskaltubo, der i Soviettiden var en populær kurby med op mod 125.000 gæster om året, men nu kun modtager nogle få hundrede. Ligesom os kommer de fleste for at udforske de nu forladte badeanstalter. De største og flotteste er desværre blevet opkøbt og kan derfor ikke længere besøges, med mindre man er god til at fedte eller klatre. Vi er ingen af delene, så vi valgte nogle andre. Et par af de mindre pæne er dog beboede af flygtninge fra Abkhasien, så dem undgik vi også. Men ellers er der maximale muligheder for urban exploration, og sammen med et par andre turister gik vi på jagt efter sovietiske mosaikker og andre spændende ting.

Det er også blevet til et par andre udflugter fra Kutaisi. En solskinsdag besluttede vi at vandre til det smukke Motsameta-kloster via en nedlagt jernbane, og sjældent har et kloster da haft en bedre beliggenhed.

Et par dage senere smuttede vi på en guidet tur til Chiatura, hvor forventningen var at se en masse minehistorie og rustne svævebanevogne fra Soviettiden. For det er dem, man ser på alle billederne fra den by! Det var dog svært begrænset med det. Vi så til gengæld en kirke på en ca 45 meter høj klippesøjle. Totalt underligt. Det var måske ikke helt turen eller pengene værd, men Morten fik sig en hvalpeven, solen skinnede og vi fik anledning til at tale med andre mennesker for en gangs skyld.

Ellers er tiden i Kutaisi mest gået med at spise kage, se fjernsyn og planlægge de næste etaper, inden vi lige straks tager toget til kystbyen Batumi ved Sortehavet. Ses!