Kurs mod Istanbul

Dogu Expressen er en 26 timers togtur tværs over Tyrkiet fra Kars til Ankara (og omvendt). Det er et værre besvær at skaffe billetter, men vi havde allieret os med et tyrkisk rejseselskab, som efter et par dages forsøg fik købt en sovekupé til os. Vi måtte booke hele kupeen, for fremmede kvinder og mænd må ikke dele kupé, så det var enten at købe 4 pladser eller sove i hver vores kupé med 3 andre. Så kupéen blev booket, en omgang (men ikke helt nok) proviant indkøbt og vi sprang ombord – glade for at forlade Kars, hvis vi skal være ærlige. Toget var af ældre dato, men solen skinnede og udsigten var storslået hele vejen. Vi tøffede igennem dale med høje bjerge på begge sider, betragtede meget velklæde ko-hyrder med deres flokke på den Anatolske højslette, kørte langs Eufrat-floden og mærkede historiens vingesus. I det hele taget en kæmpe oplevelse, der absolut kan anbefales. Men sørg lige for at tage mere mad med end 2 nuddel-kopper, 1 brød og en pakke ost.

Veludhvilede efter den 26½ timers togtur, men sultne og tørstige ankom vi til Ankara og fik booket togbilletter til lyntoget til Istanbul. Vi sprang direkte ombord og kunne gudskelov købe vand og lidt nærende chips og kage ombord. 5 timer senere stod vi i det sydlige Istanbul og skulle blot med et tog under Bosperus-strædet efterfulgt af en metrotur og en 20 minutter gåtur, før vi stod i vores hjem for den næste uge. Vi piskede nærmest direkte ud for at finde noget at spise og lægge planer for de næste par dage. Der er vildt mange større turistattraktioner i Istanbul, men de fleste er helt grotesk dyre (et bette tårn koster over det dobbelte at komme op i, som det koster at besøge Colosseum i Rom, helt ærligt). Så vi besluttede os for at nyde de store moskeer udefra, tage en sejltur på Bosperus og besøge et arkæologisk museum.

Man kan også snildt droppe attraktionerne og bruge en uge på at slendre rundt i de forskellige kvarterer i byen. Stejle og snørklede gader fyldt med caféer, kunstgallerier og butikker. Man kunne uden større problemer købe sig fattig i vintage-design og antikviteter i den her by, men ak, kufferterne er fyldte.

Det er dog ikke kun caféer og baklava-butikker, gaderne bugner med. Her er også en guds velsignelse af katte! Katte er en stor del af byens identitet, og de er overalt. Man skal nærmest gøre sig umage for at finde en cafe eller restaurant, hvor mindst én plads ikke er optaget af en kat. Hvis en kat ligger på stolen, så er den plads altså optaget. Der står vand- og madskåle med få meters mellemrum på de fleste gader, og kattene færdes præcist som de vil. Det er helt latterligt hyggeligt. Men det gør det en anelse tidskrævende at komme rundt, når man skal stoppe og hilse på en kat hver 10. meter.

Inden vores tur til Istanbul havde vi hørt en masse om de tyrkiske svindlere, og at det kan være svært at gå i fred for sælgere og restaurantører. Men vi må have været heldige, for vi har oplevet meget få af de lidt for ihærdige menu-vogtere og slet ingen svindlere her i byen. Vi har dog også helt undladt at benytte taxaer, hvilket nok nedsætter scam-risikoen med ca 90%. Selv i den store bazaar kan man gå helt i fred og kigge på varerne uden at blive generet af sælgere, det var nærmest chokerende. Generelt har tyrkerne været venlige og hjælpsomme omend lidt højlydte, men de måtte gerne skære lidt ned på smøgerne, for den lugt kan man godt blive træt af.
Og hvis andre overvejer at tage til Istanbul for første gang og – ligesom os – spekulerer på, hvor konservativt man bør gå klædt, kan vi berolige med, at man tilsyneladende kan gå klædt helt og aldeles, som man har lyst.
Vores 7 dage her er fløjet af sted, og om kort tid tager vi endegyldige afsked med det asiatiske kontinent – altså på den her tur, ikke sådan for resten af livet. De næste 3-ish måneder skal vi nyde den europæiske sommer, og første stop er Sofia i Bulgarien. Ses der.