Endelig tilbage til Sydamerika

Fra det kølige, men fantastiske England, gik turen tværs over Atlanten til det lige så kølige Lima. Vores AirBnB var perfekt placeret midt i Miraflores-kvarteret, men på 10. etage og med en ventilationsdør, der svarede til et åbent vindue døgnet rundt. Den iskolde atlanterhavsvind stod direkte ind, og de færreste lejligheder har indbygget varme her i landet. Så vi måtte på indkøb.

Udover at strikshopping, som måske er Perus største turistaktivitet efter Machu Picchu, brugte vi dagene i Lima på at vandre langs havet, beundre de gamle bygninger i det historiske distrikt og lede efter street-art i boheme-kvarteret Barranco. Og så viser det sig, at Lima er hjem til et af verdens bedste museer, Museo Larco, der indeholder artefakter fra forskellige præcolumbianske folkeslag og selvfølgelig også Inkaerne. Det var pisse fedt, selv om museet også var koldt. Kulden virkede i det hele taget til at være atypisk for årstiden, for alle restauranter og caféer havde alle døre og vinduer på vid gab, som om det burde være mere sommer. Så vi fik da brugt vores varme tøj.

Efter 5 dage var det gudskelov tid til at få lidt varme på kroppen. Vi har flottet os og købt billetter til en slags hop on/hop off-bus (PeruHop), der skal fragte os hele vejen fra Lima til La Paz med div. selvbestemte ophold undervejs. Med sådan en billet får man – udover let booking af aktiviteter og hoteller – inkluderede udflugter, festivalarmbånd (bare så de lokale er helt sikre på at kunne genkende turisterne) og hjælpsomme guides.
Første stop var Paracas, hvor der var en overfyldt strand, 2 gader proppet med restauranter og ellers mest byggepladser. Vi var her en enkelt nat og tog dagen efter en tur ud i naturreservatet med vores turbus. Det var ok flot.

Næste stop var Huacachina, en fest-oase midt i sandørkenen. Her kan man generelt foretage sig to ting: drikke og tage på dunebuggy/sandboarding-tur. Vi nøjedes med sidstnævnte. Buggyen kørte lidt vildt, men alle overlevede. Tidligt næste morgen mærkede vi et bette jordskælv og var bekymrede i en kort periode. Men det er åbenbart helt almindeligt i det meste af Peru.

Tredje nat efter Lima tilbragte vi i Nazca, hvor vi først havde set et par af de berømte linjer fra et udsigtstårn. Flyveturen over linjerne oplevede Charlotte alt rigeligt for 15 år siden, så Morten sprang også over. Vi “nøjedes” med besøg ved Cahuachi-pyramiderne og nogle flotte akvædukter, som Nazca-folket stod bag. Altså det var også dem, der lavede linjerne. Det var noget før Inkaerne kom og blev superberømte. Vi følte os nærmest lige så berømte, for flere peruvianske skolebørn ville fotograferes sammen med os.

Efter at have hængt ud i Nazca hele dagen, var det tid til vores første natbus i Sydamerika. Det var heldigivs PeruHop igen, så vi blev samlet op på vores hotel (1 time forsinket, men det er jo trods alt Peru). Turen forløb udramatisk, og tidligt den efterfølgende morgen landede vi i Arequipa, den hvide by! Her var der planlagt 10 dages ophold, hvor det meste af tiden skulle gå med at slappe af, shoppe souvenirs, se på vulkaner og klappe alpakkaer.
Arequipa ligger knap 2400 meter oppe, så det er et udmærket sted at begynde akklimatiseringen inden ankomsten til Cusco. Byen har nærmest ingen Inka-relaterede bygninger, for alt blev knust af en vulkan. Den er derfor helt kolonialistisk at se på, men det er nu stadig ret flot, især med de hvide sten.

Helt dovne var vi dog ikke, for et par af dagene i Arequipa var reserveret til alt andet end afslapning: 2 dages vandretur ned i Colca Canyon og op igen. CC er en af verdens dybeste kløfter – mere end dobbelt så dyb som Grand Canyon, så vi vidste, at turen ville blive en udfordring. Højden påvirkede os ikke særligt, gudskelov, men til gengæld virkede vores ben kun marginalt i 2 dage efter vandreturen. Men det var det værd (på nær maden, som var elendig). På vejen så vi op til 4 kondorer. Vi fik også en rigtigt god katteven på vores ekstremt simple overnatningssted i bunden.

Returen til Arequipa indeholdt flere stop, fx på et udsigtspunkt i 4900 meters højde, hvorfra vi kunne lure på et par dødsensfarlige vulkaner. En guide fortalte os, at man (vi ved ikke hvem) mener, det er ved at være tid til endnu et stort udbrud, her 500 år efter det sidste. Byen har ingen evakueringsplaner, for det vil der slet ikke være tid til. Så hvis udbruddet sker, er der ikke andet at gøre, end at skynde sig at få smidt et par pics på instaen og så ellers vente. Vi skrider fluks videre!