Elefanter og trafikkaos i Sri Lanka

Når man rejser ind i Thailand (og de fleste andre Sydøstasiatiske lande), kan man risikere at skulle bevise, at man har tænkt sig at smutte igen. Derfor købte vi i december flybilletter fra Thailand til Sri Lanka. Valget var 50% tilfældigt, 50% flyvende hunde. Oprindeligt var planen egentlig at ændre datoen på flybilletten og forlænge vores visum i Thailand, men nærmere monsun-research viste, at den oprindelige, sjussede Sri Lanka-ankomst var ret perfekt. Så slipper vi både for elendig luftkvalitet i Nordthailand og for at betale for visumforlængelse – vi får blot et funklende nyt et ved 2. indrejse. Senere skulle det vise sig, at luftkvaliteten faktisk er lige så ringe i Sri Lanka. Man kan ikke vinde dem alle.

Så nu er vi i Sri Lanka. Vi har planlagt meget lidt på forhånd udover bookingen af dette fabelagtige 3-hjulede køretøj:

Vi fik udstedt helt officielle tuktuk-kørekort, modtog et par timers køreundervisning i det pænt hektiske Negombo, og så var vi ellers på vej! Efter ca. 7 kilometer fik vi en nitte i hjulet og måtte have assistance på et lokalt autoværksted, men dem er der heldigvis flere af per indbygger, end der er pizzariaer i den danske provins.
Næste morgen blev vores bagage proppet i tuktuk’en og vi vendte snuden mod Sigiriya – en tur på 150km i fremmed og til tider helt tosset trafik. Her rivaliserer Sri Lanka så absolut Thailand. Busserne er især farlige, for de er ældgamle og chaufførerne alle åbenbart har F1-ambitioner. Derudover pumper de kulsort røg direkte i ansigtet på os stakkels tuktuk-mennesker. En helt sund transportform er det nok ikke.

Til gengæld kan man gøre holdt, lige hvor man vil og nyde den labre natur.

I Sigiriya stødte vi igen på den vestlige turists største frygt: store grupper af russere. Jeg er villig til at vædde et større pengebeløb på, at meget af den uetiske turisme (her i Asien fx elefantridning), hvis man kunne få russerne til at skride. Nå, nok om dem. Vi brugte tiden i Sigiriya på at bestige et par klipper for at kigge på den modsatte klippe:

Pidurangala (entre: 25kr):

Og Sigiriya Rock (entre: 250kr):

I sidstenævnte entrebillet medfølger også højdeskræksudfordringer (der var ikke overskud til fotografering, for én af os var tæt på sammenbrud) og adgang til et museum om ruinen på toppen af klippen. Men Pidurangala var absolut sjovest og mindst farlig at klatre op på, og den havde bestemt den bedste udsigt.

Når man sådan parkerer sin tuktuk i områder med aber, skal man sætte regnslaget for tuktukken, så aberne ikke kommer ind. (Fun fact: det gør de alligevel.) For det viser sig, at aber elsker at ødelægge køretøjer. Denne forsøgte ihærdigt at hive sidespejlet af en intetanende turists scooter og efterfølgende at bide hul i sædet, før vi fik skældt den tilstrækkeligt ud. Vi gætter på, at det er den samme, der havde sat utallige beskidte abepotespor i vores fine tuktuk! Og det var nok dens fætter, der huggede vores pandekage til morgenmaden dagen efter.

Udover aber, stiftede vi i Sigiriya også bekendtskab med en hel del elefanter. På behøring afstand, naturligvis. Elefanten er det eneste nulevende dyr, der på samme tid ser overvægtigt og undervægtigt ud.

Efter Sigiriya gik turen til Kandy. Eller lige i udkanten af Kandy. Vi har hørt nok rædselshistorier om trafikken i centrum af den by til, at vi valgte at køre næsten udenom. På den måde kunne vi bo tæt på det eneste, vi absolut skulle se i Kandy: de flyvende hunde i den botaniske have. Mega nuttede, synes vi. Det klammeste nogensinde, syntes en amerikansk kvinde. Døm selv.

Samme aften kunne vi nyde synet af de hundredevis af fine pelsdyr flyve direkte over vores B&B. Sri Lanka complete! Men ikke rigtigt, for efter Kandy drog vi op i bjergene til te-plantagernes højborg. Her er der rig mulighed for at komme på plantagetur og købe dyr te, men det gjorde vi ikke. Vi beundrede blot de store mængder temarker på bjergsiderne.

Nuwara Eliya (intet billede, beklager) ligger midt i te-området, men ellers er der ikke meget at fortælle om den by. Måske udover, at den ligger 2000m oppe og derved er den højstbeliggende by, vi kommer forbi. Det var helt rart at kunne gå ud i lange bukser og sweatshirt, men mindre rart at vågne op til et koldt værelse! Nattemperaturen var nede på omkring 15 grader, helt ærligt. Godt vi prompte tøffede ned i varmen igen i turistbyen Ella. Vi har store forhåbninger om, at Ella og den efterfølgende tur til sydkysten kan redde Sri Lanka for os, for vi er – den smukke natur til trods – ærligt talt ikke helt solgte.

Mere om det i næste afsnit.