Dage i Chiang Mai
Thailands andenstørste by, Chiang Mai, ligger i den nordlige del af landet omringet af bjerge og regnskov. En af de helt klassiske backpacker-oplevelser i Thailand er at tage nattoget dertil fra Bangkok, og det skulle vi bestemt også prøve. Vi hoppede dog på i Ayutthaya, en time nord for Bangkok, men det tæller stadig! Pladserne var allerede lavet om til senge, da vi stod på, og der var ikke det store at kigge på i mørket, så vi spiste lidt snacks og gik til ro. Da solen stod op næste morgen, var den knaldrød og alt var lidt tåget at se på – vi var helt tydeligt landet i markafbrændingsområdet. Vi skævede lidt bekymrede til hinanden og tjekkede luftkvalitetsindexet, som Chiang Mai har toppet flere gange den sidste måned. Altså ikke på den gode måde. Det så ikke fantastisk ud. Et par timer senere stod vi af toget og kunne straks mærke den lidt brændte lugt og tørhed i øjnene. Men nu var vi her endelig, og så måtte vi få det bedste ud af det. Heldigvis var den første dag langt den værste og de næste dage blev det gradvist bedre, især efter et ordentligt regnskyl på dag 2. Phew! Det er nok stadig ikke sundt, slet ikke hvis man bor her permanent, men som midlertidige besøgende uden astma, tydede alt på, at vi ville overleve.
Vi brugte de første par dage på at vandre rundt i den gamle bydel, shoppe souvenirs og tage en tur i biografen. Men herefter stod den på guidet tur til Doi Inthanon nationalpark. En gevaldig 12-timers tur med vandring igennem junglen og over rismarker, besøg ved flere vandfald, kaffesmagning i Karen-landsby, kig på et par kongelige pagoder og et stop på Thailands højeste punkt. Vi havde en vældig dag, og løb ind i vores søde guide, Goi, igen to dage senere under Songkran, hvor hendes nye turistvenner skød os med vandgeværer fra deres pickup. Ser vi hende igen, må vi tage en snak om loyalitet!
Vandkaaaamp!
Songkran er den største festlighed i Thailand. De hårdtarbejdende thaier har (for manges vedkommende) fri i 3 dage eller mere, og de giver den fuld hammer. I Chiang Mai er festen ekstra stor med koncerter, parader og vandkamp i flere dage. I 4 hele dage kunne vi ikke bevæge os udenfor vores hostel, der lå meget ustrategisk lige midt i den værste vandkampszone, mellem kl 10 og 20 uden at blive beskudt. Med vand altså. Den første dag var det irriterende og overvældende at være vidne til det absolutte kaos. Dagen efter klædte vi os passende på og drog ud i menneskemængden. Hovedvejen langs voldgraven i Chiang Mai var forvandlet til en slags folkeparade, hvor utallige pickups, scootere og fodgængere bevægede sig i langsom procession til højtpumpende techno. Sjældent har så mange mennesker været i så godt humør i så mange timer i træk. Der blev festet, drukket og kastet med tusinder og tusinder af liter vand. Deltagere i alle aldre var bevæbnet til tænderne – lige fra små børn med bitte pistoler over teenagere med store vandgeværer til ældre damer med farvestrålende plasticspande. Overalt på lastbiler og fortorv var der store plastictønder og haveslanger til at fylde op. Og alle var helt og aldeles gennemblødte. Efter et par dage begyndte det dog at være lidt anstrengende, og vi så flere og flere, der forsøgte at snige sig igennem menneskemylderet og ind i de små gader, hvor der var mindre risiko for at blive beskudt. Men vi kunne aldrig vide os helt sikre, og selv den sidste aften blev vi sprøjet på, mens vi sad udenfor en restaurant langt fra hovedgaden. Irriterende. I det mindste gør det en smule mindre med vandet, når det er 40 grader – også selv om mange havde isvand i geværerne.
Vi, og de andre på vores hostel, var ganske lettede, da det på femtedagen endelig var slut med pjaskeriet, og man kunne bevæge sig i 7-Eleven uden at skulle i badetøjet.
Digitale nomader-wannabes
Hostellet, vi valgte at bo på den første uge i Chiang Mai, lignede et ret socialt sted med store fællesområder og delekøkken. Det viste sig dog hurtigt, at fællesområdet var møgvarmt, og at ingen derfor brugte det. Vi havde lidt håbet på et hyggeligt område at hænge ud. Men ak og ve. Så i stedet for at forlænge opholdet der, valgte vi at booke os ind på et co-working/co-living-hostel de sidste 5 dage. Her var der fyldt med digitale nomader, langtidsrejsende og nogle få almindelige turister. Folk spillede Playstation, pool, chillede i haven eller sad i de store, velindrettede computerrum og arbejdede. Medarbejderne arrangerede hyggelige arrangementer, hvor der var rig mulighed for at få en sludder og lidt inspiration fra andre rejsende. Selv om vi var ældre end gennemsnittet, var det en dejlig forandring fra de noget mere ensomme hoteller og hostels, vi ellers havde forsøgte at undgå. De to ultrapopulære receptionskatte gjorde det ikke mindre fedt!
Vi brugte derfor de sidste dage “hjemme” med et par ture til lokale markeder om aftenen. Morten skrantede stadig lidt, men var heldigvis sådan nogenlunde frisk nok til en mountainbiketur til Sticky Waterfalls. Turen var på 30km i næsten 40 grader og med hidsig luftforurening fra nye brænde natten før. Så vi var begge mildest talt smadrede, da vi nåede vejs ende. Men selskabet havde været fabelagtigt, og det var overraskende spøjst at kravle op ad de ru vandfald.
Men vores tid i Thailand lakker mod enden. Chiang Mai er et sted, man let kan komme til at sidde fast, og vi har mødt adskillige, der vender tilbage hvert år, så vi må hellere løsrive os. Men vi har ikke fået set resten af Nordthailand, så Thailand har ikke set det sidste til os. Uanset hvad, bliver det frygteligt svært at sige farvel. Hvordan klarede vi os nogensinde uden små frugt-, mad- og kaffeboder på ethvert gadehjørne? Hvordan overlever man uden frisk mango én gang om dagen? For slet ikke at tale om kokossmoothie, thai-kaffe og thai-te. Det må vi finde ud af, for det er tid til at opleve noget nyt, og mon ikke Sydkorea bliver noget af en forandring?