Sand, palmer og azurblåt hav ventede os i Dikwella og det nærtliggende surferparadis, Hiriketiya. Her var endelig en snert af det, vi havde håbet: hipster-kaffe, lokale med dreadlocks og surfere en masse. Vi fyldte os med dyr kaffe, smoothie bowls (naturligvis) og frisk havluft. Overalt blev vi underholdt af fjollede aber, skrigende påfugle i palmerne og de mest nuttede strandhunde. Men vi måtte også erkende, at selv om der i Dikwella er et par mindre områder med strandidyl, lider byen af de samme problemer som resten af landet: ekstrem trafik, skrald, manglende gadebelysning og en følelse af utryghed efter mørkets frembrud. Så palmerne vokser ikke ind i himlen, men vi…

Endelig ankom vi til Ella. “Ugh, Ella’s so touristy”, sagde vores franske B&B-vært i Kandy, så vi glædede os! Og han havde ret. Turisterne syntes at være i overtal, og vi mødte utallige tuktuk-kolleger. Caféerne havde vestlig kaffe, smoothie-bowls og avocadotoast – perfekt! Jaja, man skal besøge lokale spisesteder, komme af den slagne vej og alt det, vi ved det. Men efter at have spist srilankansk morgenmad i en uge (toast, pandekager og andet brød) og karry, kottu (mere brød) eller stegte ris til næsten samtlige andre måltider, har man altså bare brug for noget med friske grøntsager, ok?! Så vi sluttede os glade til de vestlige horder og fyldte…

Når man rejser ind i Thailand (og de fleste andre Sydøstasiatiske lande), kan man risikere at skulle bevise, at man har tænkt sig at smutte igen. Derfor købte vi i december flybilletter fra Thailand til Sri Lanka. Valget var 50% tilfældigt, 50% flyvende hunde. Oprindeligt var planen egentlig at ændre datoen på flybilletten og forlænge vores visum i Thailand, men nærmere monsun-research viste, at den oprindelige, sjussede Sri Lanka-ankomst var ret perfekt. Så slipper vi både for elendig luftkvalitet i Nordthailand og for at betale for visumforlængelse – vi får blot et funklende nyt et ved 2. indrejse. Senere skulle det vise sig, at luftkvaliteten faktisk er lige så ringe…