Bangkok del 2 + 3 feat Kanchanaburi
Turen til Hua Hin endte med et 5 timer forsinket tog og det meste af en dag tilbragt på en hed togstation efterfulgt af en frygteligt lang togtur til Bangkok og 7 timer på et hotel, før vi næste morgen drog til en anden togstation og nappede det langt mere lokale og idylleriske pendlertog til Kanchanaburi. En fredelig og smuk tur på ca. 3 timer, der absolut kan anbefales. Især hvis man er interesseret i anden verdenskrigshistorie.
I Kanchanaburi ligger broen over floden Kwai, som også hedder Kwae, men under opførelsen hed noget helt andet. Det meste af broen blev bombet, men den er genopført og er nu en ret stor turistattraktion – især de par gange om dagen, hvor man kan stå på små platforme, mens toget kører forbi.
I byen findes også en kirkegård med ca 6700 af de utallige krigsfanger fra især Australien, Canada, Europa og USA, der døde under opførelsen af Burma-Thailand-jernbanen under den japanske invasion. Der døde også i tusindtal af asiatiske arbejdere, men de ligger ikke der, så vi ignorerer dem altså ikke eller noget. Ved siden af den, altså kirkegården, ligger et fabelagtigt lille museum om jernbanens tilblivelse og forholdene, krigsfangerne levede under. Vi læste hvert eneste ord (i modsætning til de stakkels udenlanske skoleklasser, der gik nærmest direkte til cafeen og isvaflerne. Ungdommen, tsk).
Dagen efter gik turen mod Hellfire Pass, en af de mest gruopvækkende strækninger. Vi startede med en hurtig morgenmad, en taxa til busstationen og herefter 2 timer på en lokal bus, der satte os af lige ved indgangen til Hellfire Pass-centeret. Planen var, at bruge et par timer på centeret og i passet og herefter tage en taxa til Nam Tok-togstation, hvorfra man kan tage toget tilbage over den gamle del af jernbanen, som både er historisk interessant og fyldt med flot udsigt. Perfekt plan! Men ak og ve, knap var vi hoppet af bussen, før en medarbejder fra centeret kom løbende og informerede os om, at centeret var lukket pga. vandmangel. Man må ikke gå en tur i skoven og passet uden at kunne vaske hænder åbenbart. Ekstremt skuffede traskede vi op til en lille bod med drikkevarer for at lure, hvordan vi kunne komme hjem igen. Mens vi stod der og rasede, kørte retur-bussen direkte forbi os. Kvinden i boden, der talte meget lidt engelsk, lavede en “åh nej, den skulle I jo med, og nu skal I vente i mindst en time”-lyd. Vi var ret enige. Vi ventede i godt og vel halvanden time i et lille skur i den glohede vejkant, før der kom en bus tilbage til Kanchanaburi. Men så havde vi da fået dagen til at gå. De søde medarbejdere fra centeret kom med vand og mange undskyldninger til os, for thai’ere, de er altså bare venlige mennesker.
Ellers er der ikke meget andet at sige om Kanchanaburi. En lille by fyldt med historieinteresserede turister og ældre europæere, der opholder sig der med deres thailandske “kærester” i en 2-3 måneder hver vinter. De drikker sig fulde og forstyrrer kedelige danskere, der bare gerne vil sidde og læse i fred! Men omgivelserne er fabelagtige.
Vel tilbage i Bangkok for tredje gang tog vi en enkelt overnatning ved lufthavnen, før vi næste morgen hoppede på et tidligt fly til Sri Lanka og vinkede på gensyn til Thailand! Godt en uge med lange transporter hver dag var næsten ovre, men også kun næsten.