Albanien: en opsummering
Okay, så det er evigheder siden sidste blog, og vores læsere må være ret utålmodige nu. Pyt med det, men for sammenhængens skyld bør vi måske lave en slags opsummering af vores meget lidt action-packed tid i Albanien. Så her kommer en forhåbentligt meget kort og flot gennemgang.
Vi tilbragte en uge i Tirana. Byen var, som resten af landet og måske kontinentet, bidt af en gal fodbold. Sjældent har så mange bygninger og biler være udsmykket med gigantiske flag. Flere syntes at være mere interesserede i at køre rundt og dytte end faktisk at se kampene, men det kan man næppe bebrejde dem. Meget af vores tid blev dog brugt på at se fodbold, enten på en af Tiranas caféers opsatte skærme eller deres storskærmsområde på den centrale plads. Lige til DK-England var der et begrænset opbud, men da Albanien spillede, kunne man ikke komme i nærheden af indgangene.
Vi havde et par dages sightseeing/museumsbesøg og endnu en gratis byrundtur, hvor mængden af vores viden om Albaniens historie blev øget fra 0 til måske omkring de 60. Historiske blogindlæg af ikke-historikere er muligvis ikke specielt interessante, så vi kan igen lige opsummere: Albanien var i mange år underlagt det absolut strengeste kommunistiske styre i Europa. Landet var så lukket, undertrykt og udsat for så omfattende propaganda og overvågning, at det nok mest kan sammenlignes med Nordkorea. Indtil 1991 anede de ikke, hvad bananer eller Coca-Cola var! Vores guides mor nægtede at spise en banan indtil et par timer efter, at faren havde indtaget en, så hun lige kunne lure effekten (beklager at have spoilet den historie, hvis I en dag tager på den gratis byrundtur i Tirana). Underligt at forestille sig den slags så tæt på Danmark for så kort tid siden.
Ellers stod den igen mest på afslapning og tilfældig spadseren, indtil vi skulle nordpå til Shkoder og derfra på en 3-dages udflugt til de albanske alper eller de forbandede bjerge, som de også hedder.
Udflugten startede med en interessant køretur i en pickup igennem bjergene på mudderveje i torden, lynild og skybrud sammen med 2 australske backpackere. Morten og den ene backpacker døsede, Charlotte og den anden backpacker holdt krampagtigt fast i bilsædet. Vi overlevede og kom ombord på en gammel bilfærge, som tog os på en 2½ timers absolut betagende sejltur over Koman-søen. Så ventede endnu en bustur, men endelig var vi fremme i Valbona og en udsigt, der kunne slå benene væk under de fleste, vil vi tro.
Her overnattede vi i et lille gæstehus forud for vores store vandretur (Valbona-Theth, hvis nogen har interesse i at opleve det selv). På papiret en tur på 15km, på sportsuret en tur på 22km, men i sindet en tur på et øjeblik, ikke mindst pga. fantastisk selskab af vores nye, amerikanske venner, Tim og Andy.
I Theth overnattede vi igen i et gæstehus. Her blev aftensmaden serveret ca. kl. 20.15, eller 1½ time efter, at Morten og Charlotte bliver knotne. Næste formiddag vendte vi tilbage til Shkoder, hvor vi hang ud i et par dage, før vi tog bussen tilbage til Tirana og derfra videre til Danmark for at besøge familie og et par venner i en uges tid. Vi var, så vidt vides, på den første flyvning på SAS’ rute mellem Tirana og CPH, så flyet fremgik ikke af nogle skilte i lufthavnen eller på lufthavnens hjemmeside, hvilket dagen før måske havde fået den ene af blogindehaverne til at mistænke, at flyruten slet ikke fandtes. Men frem nåede vi, dog en time forsinket, og vi kom af flyet, igennem lufthavnen, paskontrol, social bedrageri-kontrol, bagagehalløj og madindkøb på 30 minutter og nåede på mirakuløs vis toget mod Jylland. Det må være en slags rekord. Vi brugte vores tid i Danmark på at rulle med øjnene over vejret, spise jordbærtærter, veje op for et par måneders grøntsagsmangel og se næsten uudholdelige mængder sport i TV. Nå ja, og efterlade ikke-nødvendigt bagage. Men så var det absolut også tid til at få genstartet turen, for det var altså en anelse underligt at være i Danmark sådan midt i eventyrsåret. Vi havde besluttet at skippe del 2 af Balkan og i stedet tage toget igennem Tyskland til Prag. Og sådan blev det.
Ses næste gang!