30 timer til Tbilisi
Vi vidste, turen til Georgien ville blive frygtelig. Flyforbindelserne var Seoul var bare ikke ret gode, så vi måtte finde os i en 13 timers tur til Warszawa, 6 timers venten i lufthavnen og herefter 3½ (det blev 4) timers natfly til Tbilisi. Vi vidste det! Men da vi sad i Warszawa på en hård stålbænk og ventede på det næste fly efter at have været vågne i næsten et døgn, begyndte vi at sætte spørgsmåltegn ved beslutningen. Og det på trods af, at vi havde flottet os og købt premium economy-billetter til den store tur. Men det var for sent, så ombord på flyet med os. Vi døsede lidt, så turen gik heldigvis forholdsvist hurtigt. Der var også lidt underholdning i form af nogle vist nok russiske mænd, der både talte i telefon under hele take-off, nægtede at tage sikkerhedssele på og begyndte at gå rundt i flyet det sekund, flyet var landet, selv om det stakkels kabinepersonale råbte og råbte. Immigrationen i Tbilisi lufthavn var det rene kaos, men efter knap en time var vi ude ved vores chauffør. 30 timer efter vi var stået op i Seoul, kunne vi endelig gå i seng i Tbilisi.
Vi stod op til styrtregn. Byen, der havde været badet i sol og næsten 30 grader ugen inden vores ankomst, var nu nærmest oversvømmet. Men ud skulle vi, for vi havde hverken simkort eller mad. Derudover var strømmet gået i hele karréen, så vi havde heller ingen WiFi. Men ved overraskende godt mod drog vi ud i byen med de paraplyer, vores værts forældre havde lånt os. Vi fik skaffet simkort, handlet til morgenmad, for heller ikke i Georgien er det noget, man gør ret meget i, og fik os et ordentligt foder, før vi segnefærdige vendte tilbage til vores lille lejlighed for at slappe af resten af dagen.
Næste dag gik turen til Kazbegi i Kaukasus på vores første guidede tur i Georgien. Der var flere stop på vejen, men de to højdepunkter var Ananuri Fortress, som var spændende nok, og Gergeti Trinity Church, som lå omkranset af bjerge, der kan rivalisere både Alperne og Rockies i dramatik og storslåethed. Vejret var ikke perfekt, men vi overlevede kulden, regnen og sneen, og det var det hele værd! En ganske enkelt latterligt vild udsigt. Det hjalp også lidt på det, at der var fabelagtig varm chokolade på et bjerghotel på vejen tilbage. Hvem skulle have troet, at Kaukasus var så smukt et sted? Men vi må nok erkende, at vores rejsegarderobe ikke er indrettet til den slags vejrforhold, så vi håber at kunne undgå helt så kolde områder fra nu af.
3. dag i Tbilisi bød på sommervejr, så vi tog ud for at kigge på den gamle bydel. Først en klatretur op til statuen Mother of Georgia, som kan ses fra det meste af Tbilisis centrum. Herfra gik vi langs bakken via en borgruin forbi de mange svovl-bade op til et kloster for at lure på udsigten over byen. Den skuffede ikke. Det gør den gamle bydel i det hele taget ikke. Flere steder føltes det som at vandre rundt i Sydeuropa. Gårde fyldt med træer og blomster, vasketøj på tværs mellem bygningerne, små romantiske jernaltaner. Svalegange i træ med flotte udskæringer er overalt i de gamle, snoede gader – nogle med mere patina end andre. Det hele er så hyggeligt og charmerende til trods for de meget varierende grader af forfaldenhed. Man kan også få stillet sin pels-klappelyst alle steder i byen, for her er proppet med gadehunde, og de er betydeligt større og mere vamsede end i Asien. (Måske Georgien teknisk set er Asien, det er der vist ikke helt enighed om, men de unge mener i hvert fald, de er Europa). Det er stadig frygteligt sørgeligt at tænke på det hårde liv, hundene lever, og se deres skavanker og dårlige lemmer. Men de elskede at blive snakket med, og de ser generelt ud til at være i pænt god, lidt for god, stand. Der er også masser af snakkesagelige katte, og det er rart, når man savner ens egne kissere så frygteligt.
Nå, videre. Næste dag var vi igen på guidet tur, denne gang regnede det fra start. Først et besøg ved den 4000 år gamle huleby Uplistsikhe, der nok er mere interessant i tørvejr. Så et smut til Gori, Stalins fødeby. Se DET var interessant. Stalin er meget populær i Gori, og museet gør absolut intet for at fortælle om alle de uhyrligheder, manden stod bag. Ifølge vores guide er ca 25% af georgiere stolte af Stalin, og af dem bor 85% i Gori. Så vi fik et udmærket indblik i Stalins liv, hans forfængelighed og den pro-sovietiske propaganda, men intet om forfølgelserne, massemord og gulagger. Vi kunne højst få lov at beundre hans togvogn og div. andre ejendele. Vi havde også mulighed for at erhverve os t-shirts, puslespil eller tændstikæsker med Stalins billede på, men hele gruppen modstod fristelsen.
Vi besøgte katedralen i Mtskheta (prøv lige at udtale det engang) og endnu et kloster for udsigtens skyld, men Georgien har flotte kirker og flotte udsigter til overflod, så det var fint nok, ikke noget ekstremt.
Dagen efter igen lavede vi flere ting. Vi har nærmest aldrig tid til at slappe af. For nu stod den på sovietisk skattejagt! Vi havde fundet et kort på Google Maps, der viser alle eksemplerne på sovietisk arkitektur, mosaikker og frieser i byen, så vi tog ud for at lure på nogle af dem. Vi fandt en hel røvfuld og havde en laber dag i solskinnet – helt uden at fryse! De brutalistiske, sovietiske bydele har nu en helt særlig charme, selv om vi nok ikke gad bo der. Derudover kører her en masse aflagte, europæiske lastbiler rundt, og det er da sjovt at løbe ind i en lastbil fra ABC Teltudlejning midt i Tbilisis industriområde.
Næste gang vil vi fortælle lidt om maden og vinen her, for det er en stor del af den georgianske identitet. Men indtil videre må konklusionen være, at når det gælder natur og historie, så er Georgien en prima-destination, som alle bør have på deres ferieradar (spoiler: maden og vinen kommer ikke til at trække ned). Men vent med at komme til efter maj, for det regner reeeet meget for tiden.