125.000 skridt i Seoul

Okay, ikke alle skridtene var i selve Seoul, men med udgangspunkt i Seoul så.

Sent lørdag aften – altså den 20. – landede vi i Seoul efter en lettere turbulent flyvetur fra Thailand. 3 timer senere ankom vi til vores lille lejlighed i Myeong-Dong-kvarteret. En af de timer gik med at finde en hæveautomat i lufthavnen, der både virkede og ville tage imod vores Mastercards. Det er ikke så let, som man skulle tro, i det højteknologiske Sydkorea. Men til sidst lykkedes det, og vi kunne omsider få lidt søvn, inden vi drog ud i det søndagsstille Seoul. Vi startede med turistattraktionen over dem alle: Gyeongbokgung-paladset. Her vrimlede det med turister og lokale iført de traditionelle dragter. Især kvinderne i deres yndige og farvestrålende Hanbok var fine at se på.

Så drog vi ellers på shopping; noget af det, vi havde set mest frem til i Seoul. For i modsætning til Syd- og Sydøstasien, er der ikke morderisk varmt på den her tid af året i Sydkorea. Den ene dag regnede det endda, og den næste var det kun 11 grader, da vi stod op! Totalt chokerende. Der var brug for at anskaffe lidt mindre sommeragtigt tøj og udstyr. Seoul er ikke billig at shoppe i, men de har alt og det udnyttede vi til fulde. Der blev blandt andet indkøbt trailrunner-sko, for der skal hikes nu, og det dur vores almindelige sneakers ikke til. Næste dag startede vi med en lille vandretur langs bymuren og blev gang på gang overraskede over, hvor hyggelig Seoul egentlig er. De har formået at få en by med 10 millioner indbyggere til at føles som en lille bjerglandsby med små snørklede og stejle veje, bittesmå huse (seriøst, selv deres 7-Elevens er så små og nuttede, at det næsten ikke er til at holde ud) og masser af træer og blomster. Og så er der cafeer overalt. Jamen, en slags paradis – hvis det ikke lige var for priserne, der ikke tåler sammenligning med Thailand.

Efter at have gået vores nye sko en smule til med mere butiksvandring, var det næste dag tid til at udfordre os selv og udstyret maksimalt. Energiniveauet var som udgangspunkt ikke imponerende, for det er ærligt talt ikke let at finde ordentlig morgenmad i en by, hvor de fleste cafeer åbner kl 10-11, og ingen spiser morgenmad. Supermarkederne har måske lidt Frosties eller frugtyoghurt, hvis man er heldig. Derudover er vegetarudvalget i byen også begrænset, så vores kost var ikke nødvendigvis fordrende for større fysiske udfoldelser. Men pyt, vi havde et bjerg at bestige. Sammen med adskillige midaldrende koreanere i farvestrålende vandretøj, alt udstyr og alle accessories (i vidt forskellige farver) drog vi mod Bukhansan Nationalpark og Baegundae Peak. Vandreturen er på ca 8km og tog os i omegnen af 4 timer – for den er pokkerme stejl. Flere steder må man benytte de tykke stålwire-gelændere til at hive sig op på store sten. Men man bliver til gengæld belønnet med en fantastisk udsigt over Seoul fra 836 meters højde. Selve turen derop er igennem idyllerisk skov med små vandfald og flere venlige katte, så det er strabadserne værd. Men man skal huske bananer og Sneakers, ellers kan man altså ikke.

Krig!

Ikke overraskende er der masser af krigshistorie at dykke ned i i Seoul. Og den slags elsker vi, så vi besøgte naturligvis det storslåede og frygteligt detaljerede krigsmuseum, War Memorial of Korea. Danmark og Jutlandia blev nævnt flere gange, så det var en stor succes. Resten var anderledes deprimerende, men oplysende og lærerigt. Der var en særudstilling med fotografier af Bryan Adams også. Ja, den Bryan Adams og nej, ikke billeder AF ham, men billeder han har taget. Den sprang vi over, for vi skulle jo også nå at drikke kaffe, spise kage og shoppe.

En af de aktiviteter, vi havde set mest frem til på Asien-etapen af rejsen, var turen til den koreanske demilitariserede zone, DMZ. Her lærte vi endnu mere om krigen og dens effekt på mennesker på begge sider af grænsen, både dengang og i dag. Vi gik en tur over en hængebro i et område, hvor engelske soldater var vilde under krigen. Det var fint nok, men nok mest for at have en lille pause på vej til DMZ’en. Så et besøg i en park med mindesten for de millioner af koreanere, der stadig ikke har fundet eller har kontakt til familiemedlemmer på den anden side af grænsen; et museum for de mange kidnappede sydkoreanere, der aldrig er vendt tilbage; og den eneste tilbageværende jernbane, der stadig er forbundet til Nordkorea. Der var også en lille forlystelsespark, for ellers gider koreanske børn ikke med forældrene op og mindes. Herefter tog vi til den 3. infiltreringstunnel. Sydkorea har indtil videre fundet 4 tunneller, nordkoreanerne har gravet i et forsøg på at nå Seoul under jorden. Vi fik fine hjelme på og kunne more os med at gå og lytte til alle dem – inkl os – der konstant bankede hjelmen op i loftet i den lave tunnel. For enden af tunnellen var vi kun 170 meter fra grænsen til Nordkorea! Vildt nok. Vi måtte dog ikke tage billeder dernede. Det måtte vi til gengæld på observatoriet, der udgjorde næste stop. Her var der rækkevis af store kikkerter, hvor vi kunne glo direkte på Nordkorea. Vi spottede både soldater og bønder på den anden side. En nærmest surealistisk oplevelse.
Sidste stop på turen var et kort besøg i grænselandsbyen, hvor man kunne smage den lokale specialitet: sojabønne-is. Det skulle vi nok ikke have gjort, føj.

Ellers er dagene i Seoul gået med at vandre rundt i forskellige små kvarterer, se gammeldags landsbyer midt i storbyen, beundre de utallige, nuttede cafeer og butikker, prøve koreansk streetwear og generelt nyde at kunne spadsere i dagstimerne uden at blive gennemblødt af sved (med undtagelse af den der vandretur på bjerget). Seoul føles som verdens største landsby, og vi elsker det. Nu venter et par dage i Busan, for vi skal da lige prøve det der lynhurtige tog!